Haderslev Kommune deltager i nationalt forskningsprojekt om stress
Vi er med i det landsdækkende projekt Stress i Danmark, som skal skabe ny viden om, hvordan stress opstår, behandles og forebygges. Sammen med Region Hovedstaden og Bispebjerg Hospital bidrager vi til at styrke den mentale sundhed – både lokalt og nationalt.
Haderslev Kommune er stolt af at være en del af et, landsdækkende forskningsprojekt, Stress i Danmark, som skal skabe ny og vigtig viden om, hvordan stress opstår – og hvordan vi bedst behandler og forebygger det. Projektet ledes af Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital i samarbejde med Region Hovedstaden og en lang række danske kommuner.
Et fælles skridt mod bedre trivsel
Formålet med forskningsprogrammet er at styrke vores forståelse af langvarig stress og dens konsekvenser. Projektet undersøger blandt andet:
- Hvordan stress har udviklet sig i Danmark over de seneste 10 år
- Hvilken effekt kommunale og regionale tilbud har for stressramte
- Hvilke behandlingsformer der virker bedst
- Hvordan stressrelaterede sygemeldinger påvirker tilknytningen til arbejdsmarkedet
Samarbejde med Region Hovedstaden
Som en aktiv deltager i projektet bidrager Haderslev Kommune med data, der kan give forskerne et værdifuldt indblik i stress blandt borgere. Det drejer sig om sygefraværsstatistikker og journaloplysninger – alt sammen behandlet med højeste grad af fortrolighed og i fuld overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.
Alle data anvendes udelukkende til videnskabelige formål og anonymiseres, så ingen enkeltpersoner kan genkendes i de endelige resultater.
Et vigtigt skridt mod bedre forebyggelse
Forskningsprogrammet løber frem til 2034 og forventes at give værdifuld viden, som kan bruges til at forbedre både lokale og nationale indsatser mod stress.
Læs mere om forskningsprojektet på Bispebjerg Hospitals hjemmeside
Læs mere om dataudvekslingen i stressprojektet