Gå til hovedindhold

Helhedspleje

Haderslev Kommune tilbyder helhedspleje. Det betyder, vi tilpasser vores støtte til din livssituation. Vores pleje- og omsorgsforløb kan inkludere personlig pleje, praktisk hjælp, sygepleje, hjælpemidler og genoptræning, baseret på vores Værdighedspolitik.

Indhold

    Om helhedspleje

    Når du har brug for hjælp og har vanskeligt ved at klare hverdagens opgaver selv, vil vi i Haderslev Kommune gøre vores bedste for at hjælpe og støtte dig. Vi ser dig som et helt menneske, med en livshistorie og en livssituation, som udgør grundlaget for vurderingen af dit behov.

    Vores støtte tager afsæt i kommunens Værdighedspolitik og i vores fælles tilgang Værdifuld Hverdag. Du vil blive tilbudt ét sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, som både kan bestå af personlig pleje, praktisk hjælp, sygepleje, støtte til daglig livsførelse, hjælpemidler samt genoptræning. Det kaldes helhedspleje. Indholdet afhænger altid af, hvad du selv kan, hvad andre i dit hjem kan hjælpe dig med, og om du kan benytte et eller flere hjælpemidler.

    Din hjælp og støtte kan tilpasses, når din livssituation ændrer sig. Det sker i dialog mellem dig, dine pårørende og medarbejderen.

    Helhedspleje hviler på et fagligt fundament med vægt på sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Medarbejderne arbejder sammen på tværs af faggrupper, for eksempel SOSU-hjælper, sygeplejerske og terapeuter.

    Vi er på besøg i dit liv og vil støtte dig med det, som er mest værdifuldt for dig i din hverdag. Det sker med respekt og nysgerrighed og i et samarbejde med dig og dine pårørende.

    Du kan blive tilbudt ét af disse fire helhedspleje-forløb:
    Hvilket forløb du tilbydes, vil afhænge af din situation og dit behov for støtte.

    • Støttende Forløb
    • Vedligeholdende Forløb
    • Vedvarende Forløb
    • Plejehjem i eget hjem Forløb

    Læs mere om forløbene længere nede på siden.

    Når vi har modtaget din ansøgning om hjemmehjælp:

    • Vi snakker med dig om dine behov og ønsker – hvad er din situation og hvad har du brug for støtte til?
    • Vi ser på, om et hjælpemiddel eller et teknologisk redskab kan være en hjælp for dig.
    • Vi drøfter dine ønsker og muligheder for at involvere pårørende, dit netværk eller andre.
    • Kommunen skal desuden sikre, at arbejdsmiljøet er i orden, når medarbejdere kommer i dit hjem.

    Kommunen træffer en afgørelse. Hvis du får bevilget et helhedsplejeforløb, får du information om dit forløb og indholdet af din støtte i forløbet.

    Du vælger selv, om Haderslev Kommune skal levere din pleje og støtte, eller om du ønsker en anden leverandør.

    I Plejehjem i eget hjem forløbet er det Haderslev Kommune, som leverer støtte indtil videre.

    Du får en fast kontaktperson, som inviterer dig til en opstartssamtale. Her planlægger I indsatsen sammen.

    Dine pårørende eller andre i dit netværk kan deltage i samtalen, hvis du ønsker det.

    Indtil selve forløbet starter op, får du naturligvis den nødvendige pleje og støtte.

    Når selve forløbet er startet op, vil et fast team af medarbejdere hjælpe og støtte dig i det daglige.

    De vil løbende snakke med dig om indholdet af hjælpen og om behov for justering af hjælpen.

    Hvis dit behov ændrer sig væsentligt, vil Haderslev Kommune også vurdere dine nye behov, så det, du er bevilget, svarer til dit aktuelle behov.

    Hvis dit forløb ændres eller afsluttes, hjælper medarbejderne dig med det.

    Haderslev Kommune skal sikre, at du kan vælge mellem minimum to leverandører, hvoraf den ene leverandør kan være kommunen. Vi oplyser dig om, hvilke leverandører du kan vælge imellem, når vi har afklaret, hvilken form for hjælp du tilbydes. Hvis du er visiteret til helhedspleje, hvor kun Haderslev Kommune kan levere din støtte, kan du søge om et fritvalgsbevis.

    Hvad er et fritvalgsbevis?

    Et fritvalgsbevis er et købsbevis, som du kan bruge til at få leveret en ydelse fra en privat leverandør, som du selv finder. Det er derfor et alternativ til Haderslev Kommune som leverandør.

    Fritvalgsbeviset kræver, at du selv er i stand til at:

    • Udvælge en CVR-registreret virksomhed, som kan levere støtten.
    • Bestille støtten hos den valgte leverandør ud fra fritvalgsbeviset og afgørelsen fra Haderslev Kommune.
    • Åbne døren til dit hjem, så leverandøren kan levere støtten.

    Du skal være opmærksom på, at Haderslev Kommune og personalet ikke kan hjælpe dig med at finde en leverandør. Det er dit eget ansvar.

    Sådan søger du om et fritvalgsbevis

    Hvis du ønsker at benytte muligheden om et fritvalgsbevis, skal du søge om det.

    Du kan søge ved at kontakte Haderslev Kommune på telefon 74 34 27 57 og tryk 1. Her vil vi tage imod dit opkald og registrere din ansøgning. Du kan også skrive til kommunen via borger.dk.

    Fritvalgsbeviset kan ikke gives med tilbagevirkende kraft. Derfor vil du modtage støtte fra den kommunale helhedspleje, indtil du har modtaget dit fritvalgsbevis, og du har fundet en leverandør.

    Det er Haderslev Kommune, som vurderer, om du kan få et fritvalgsbevis. Kontakt os for at høre mere eller få afklaret spørgsmål.

    I Haderslev Kommune har du mulighed for at bruge forskellige teknologiske redskaber, som kan hjælpe dig i hverdagen.

    Hvad består hjælpen af?

    Et teknologisk redskab kan for eksempel være en iPad, som bruges til skærmopkald med hjemmeplejen, eller en medicinrobot, som står i dit hjem til at udlevere din medicin.
    Det vil altid være dine behov og din livssituation, der afgør, hvilken teknologi, der passer til dig og din hverdag.
    Et teknologisk redskab erstatter som udgangspunkt et fysisk besøg af en medarbejder. Du bruger for eksempel teknologien som din kontakt til medarbejderen, hvor medarbejderen følger med i at alt er, som det skal være hos dig, og at du får den hjælp, du har brug for.

    Teknologierne kan være en hjælp i dine daglige aktiviteter, for eksempel:
    • Hjælp til struktur i hverdagen
    • At du får den rette medicin på de rette tidspunkter
    • Hjælp til indkøb
    • Hjælp til måling af blodtryk eller blodsukker

    Det kan betyde, at du får mere frihed i din hverdag, fordi du ikke behøver at være hjemme på bestemte tidspunkter for at få hjælp af en medarbejder. Du har stadig tæt kontakt med medarbejderne i kommunen enten via skærm eller telefon.

    Hvem kan få hjælp af et teknologisk redskab?

    Hvis du har brug for praktisk hjælp, personlig pleje og/eller sygepleje, vurderer vi sammen med dig, om din hjælp og støtte kan løses med en teknologi.

    De fire helhedsplejeforløb

    Hvem kan få hjælp og støtte i et Støttende Forløb?

    Dette forløb er til dig, som har behov for let til moderat hjælp i form af rehabilitering, træning, støtte til daglig livsførelse, personlig pleje og praktisk hjælp og sygepleje. Du vil i dette forløb være en aktiv part, fordi du selv, eller med let støtte, er i stand til at klare din hverdag.

    Hvad kan indholdet i et Støttende Forløb være?

    Indholdet i dit forløb afhænger altid af, hvad du selv kan, hvad andre i dit hjem eller i dit netværk kan hjælpe dig med samt dine muligheder for at bruge hjælpemidler og træne dig op til selv at kunne. Hvis der alligevel er ting, du ikke selv kan klare, kan du for eksempel få hjælp til:

    • Bad og toiletbesøg
    • Hudpleje
    • Mundpleje
    • Af- og påklædning
    • At spise og drikke
    • Støvsugning med/uden robotstøvsuger
    • Rengøring af badeværelse
    • Skift af sengetøj
    • Tøjvask
    • Hovedrengøring
    • Træning (på center/hjemme)
    • Hjælpemidler
    • Sygepleje (på sygeplejeklinik/hjemme)
    • Nødkald

    Hvad er formålet med et Støttende Forløb?

    I det Støttende Forløb hjælper vi dig til at kunne leve et så selvstændigt liv som muligt, og til at kunne klare så meget som muligt selv i samarbejde med din familie og dit netværk.

    Igennem den daglige hjælp og træning vil der være fokus på at forebygge sygdom samt vedligeholde og genoprette dit funktionsniveau.

    Du vil have mulighed for at modtage din daglige hjælp og træning via en videoskærm eller en anden teknologi. Din sygepleje vil som udgangspunkt foregå i en sygeplejeklinik og din træning i et af kommunens træningscentre.

    Vores støtte og hjælp til dig skal skabe stabilitet og tryghed for både dig og dine pårørende. Vi er også opmærksomme på tegn på sygdom, så vi sammen med dig kan forebygge sygehusindlæggelser eller forværring af din sygdom.

    Hvem kan få hjælp og støtte i et Vedligeholdende Forløb?

    Dette forløb er til dig, der har behov for moderat eller omfattende støtte i form af rehabilitering, træning, støtte til daglig livsførelse, personlig pleje og praktisk hjælp samt sygepleje. Du har svært ved at klare dine aktiviteter i hverdagen og har derfor brug for hjælp til at koordinere den daglige livsførelse.

    Hvad kan indholdet i et Vedligeholdende Forløb være?

    Indholdet i dit forløb afhænger altid af, hvad du selv kan, hvad andre i dit hjem eller i dit netværk kan hjælpe dig med samt dine muligheder for at bruge hjælpemidler og det du kan træne dig op til. Hvis der alligevel er ting, du ikke selv kan klare, kan du for eksempel få hjælp til:

    • Bad og toiletbesøg
    • Hudpleje
    • Mundpleje
    • Af- og påklædning
    • At spise og drikke
    • Koordination og daglig livsførelse
    • Støvsugning med/uden robotstøvsuger
    • Rengøring af badeværelse og hovedrengøring
    • Tøjvask og skift af sengetøj
    • Træning (på center/hjemme)
    • Hjælpemidler
    • Natpakke
    • Sygepleje (på sygeplejeklinik/hjemme)
    • Nødkald

    Hvad er formålet med et Vedligeholdende forløb?

    Igennem den daglige hjælp og træning vil der være fokus på at forebygge sygdom og at genoprette eller vedligeholde de ting, du kan selv. På den måde hjælper vi dig til at kunne leve et så selvstændigt liv som muligt, og klare så meget som muligt selv og i samarbejde med din familie og dit netværk.
    Du vil have mulighed for at få hjælp og træning via en videoskærm eller en anden teknologi. Din sygepleje vil som udgangspunkt foregå i en sygeplejeklinik og din træning i et af kommunens træningscentre.
    Vores støtte og hjælp til dig skal skabe stabilitet og tryghed for både dig og dine pårørende. Vi er også opmærksomme på tegn på sygdom, så vi sammen med dig kan forebygge sygehusindlæggelser eller forværring af din sygdom.

    Hvem kan få hjælp og støtte i et Vedvarende Forløb?

    Dette forløb er til dig, der har behov for omfattende eller fuldstændig pleje og støtte i form af rehabilitering, træning, støtte til daglig livsførelse, personlig pleje og praktisk hjælp samt sygepleje. Du kan ikke selv klare dine aktiviteter i hverdagen, og har derfor brug for hjælp til at koordinere den daglige livsførelse. Du kan til tider også have behov for en særlig indsats eller støtte.

    Hvad kan indholdet i et Vedvarende Forløb være?

    Indholdet i dit forløb afhænger altid af, hvad du selv kan, hvad andre i dit hjem eller i dit netværk kan hjælpe dig med samt dine muligheder for at bruge hjælpemidler og det du kan træne dig op til. Hvis der alligevel er ting, du ikke selv kan klare, kan du for eksempel få hjælp til:

    • Bad og toiletbesøg
    • Hudpleje
    • Mundpleje
    • Af- og påklædning
    • At spise og drikke
    • Koordination og daglig livsførelse
    • Støvsugning med/uden robotstøvsuger
    • Rengøring af badeværelse og hovedrengøring
    • Tøjvask og skift af sengetøj
    • Sygepleje og træning (hjemme)
    • Hjælpemidler
    • Natpakke
    • Nødkald

    Hvad er formålet med et Vedvarende forløb?

    Igennem den daglige hjælp og træning vil der være fokus på at forebygge sygdom og at genoprette eller vedligeholde de ting, du kan selv. Selv om du har svært ved at klare din dagligdag, kan vi hjælpe dig til at leve et så selvstændigt liv som muligt og klare så meget som muligt selv, i samarbejde med din familie og dit netværk.

    Du vil have mulighed for at få hjælp og træning via en videoskærm eller en anden teknologi. Din sygepleje og træning vil som udgangspunkt foregå hjemme.

    Vores støtte og hjælp til dig skal skabe stabilitet og tryghed for både dig og dine pårørende. Vi er også opmærksomme på tegn på sygdom, så vi sammen med dig kan forebygge sygehusindlæggelser eller forværring af din sygdom.

    Hvem kan få hjælp og støtte i et Plejehjem i eget hjem Forløb?

    Dette forløb er til dig, der har behov for omfattende eller fuldstændig pleje og støtte i hverdagen. Du kan ikke selv klare dine aktiviteter i hverdagen, heller ikke med almindelig hjemmepleje, og har derfor brug for hjælp til at koordinere den daglige livsførelse. Du opfylder visitationskriterierne for en plejehjemsplads, men ønsker at blive i dit eget hjem til det sidste, eller du er visiteret til plejehjem og
    venter på at få tilbudt en bolig.

    Det er en forudsætning:
    - At du accepterer at bruge teknologi som supplement til fysisk hjælp.
    - At dit hjem er indrettet eller kan indrettes på en måde, så hjælpen kan
    gives på en forsvarlig og værdig måde.

    Hvad kan indholdet i et Plejehjem i eget hjem Forløb være?

    Indholdet i dit forløb afhænger altid af, hvad du selv kan, hvad andre i dit hjem eller i dit netværk kan hjælpe dig med samt dine muligheder for at bruge hjælpemidler og det du kan træne dig op til. Hvis der alligevel er ting, du ikke selv kan klare, kan du for eksempel få hjælp til:

    • Bad og toiletbesøg
    • Hudpleje
    • Mundpleje
    • Af- og påklædning
    • At spise og drikke
    • Koordination og daglig livsførelse
    • Støvsugning med/uden robotstøvsuger
    • Rengøring af badeværelse og hovedrengøring
    • Tøjvask og skift af sengetøj
    • Sygepleje og træning (hjemme)
    • Hjælpemidler
    • Natpakke
    • Nødkald

    Hvad er formålet med et Plejehjem i eget hjem Forløb?

    Igennem den daglige hjælp og træning vil der være fokus på at forebygge sygdom og at genoprette eller vedligeholde de ting, du kan selv. Selv om du har svært ved at klare din dagligdag, kan vi hjælpe dig til at klare så meget som muligt selv, i samarbejde med din familie og dit netværk.

    Du vil have mulighed for at få hjælp og træning via en videoskærm eller en anden teknologi. Din sygepleje og træning vil som udgangspunkt foregå hjemme. Ved hjælp af personlige besøg og nye teknologier har vi fokus på at støtte dig med pleje og omsorg, og at skabe tryghed for dig og dine pårørende. Vi er også opmærksomme på tegn på sygdom, så vi sammen med dig kan forebygge sygehusindlæggelser eller forværring af din sygdom.

    Læs mere

    Folder om helhedsplejeforløb (PDF)

    Åbningstider

    Fremmøde

    Mandag 10:00 15:00
    Tirsdag 10:00 15:00
    Onsdag 10:00 15:00
    Torsdag 10:00 17:00
    Fredag 10:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben

    Christian X's Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev

    74 34 27 57

    Telefontid

    Mandag 09:00 15:00
    Tirsdag 09:00 15:00
    Onsdag 09:00 15:00
    Torsdag 09:00 17:00
    Fredag 09:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben