Småbørnsteam
Har I brug for ekstra hjælp og støtte under og efter graviditeten, så har Småbørnsteamet et tilbud til dig.
Velkommen til Småbørnsteamet
En indsats til jer som har brug for støtte, til at give jeres barn den bedste start på livet. Det er blevet vurderet, at det vil være godt for jer og jeres barn at deltage i småbarnsteamet.
Vi ved, at det at blive forældre kan være en rejse med både glæder og udfordringer, og I er absolut ikke alene. Vi er her for at støtte jer i at skabe et varmt og trygt fundament for jer og jeres barn fra begyndelsen.
Hvem er vi?
Småbørnsteamet er et team af sundhedsplejersker-familiebehandlere-rådgivere. Vi er her for at hjælpe jer med at tage godt vare på jer selv og det lille barn under graviditeten og efter fødsel.
Hvordan arbejder vi?
Vi arbejder udfra støttende og anerkendende samtaler i hjemmet, vejledninger og praktiske løsninger når der opstår behov for dette.
Du/I bliver tilbudt gruppeforløb i Familiehuset for både mødre og fædre.
Vi tilbyder også gravid og babysvømning en gang om ugen med kendte ansigter i rolige omgivelser.
Graviditets- og babysvømning - et tilbud gennem Småbørnsteamet
I vandet vil I kunne få positive og aktive oplevelser med jeres barn. Det er et aktivt læringsrum, hvor der er tæt kontakt, tilknytning og kommunikation, uden forstyrrende elementer som mobiltelefon.
Kroppen får lov at udfolde sig, i et andet element, som giver masser af sansestimulering, for både dig og dit barn.
Der samarbejdes med frivillige fra Red Barnet som kan give en hjælpende hånd.
Vil du vide mere så kontakt din Sundhedsplejerske.