Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Udviklingsminister Ulla Tørnæs melder sin ankomst på Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde

Med udviklingsministerens deltagelse på topmødet danner Haderslev Kommune ramme for hele fire hovedtalere og et stærkt ekspertpanel, som i næste uge vil diskutere udenrigs-, udviklings- og forsvarspolitiske spørgsmål.

26. apr. 2019

Indhold

    Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs (V), deltager på årets Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde, som afholdes på Kulturhus Harmonien den 2. maj. Ministeren vil i sin tale på topmødet dele sine perspektiver på, hvilken rolle Danmark spiller i det internationale nødhjælps- og udviklingsarbejde og hvilke muligheder og udfordringer, FN-systemet står over for ift. at løse globale konflikter og trusler.

    Ulla Tørnæs har været minister for udviklingssamarbejde siden november 2016. Hun har tidligere besiddet poster som hhv. uddannelses- og forskningsminister, minister for udviklingsbistand og undervisningsminister. Tørnæs har desuden været politisk ordfører for Venstre og har ligeledes en baggrund fra Europa-Parlamentet.

    Dette års fokus for Topmødet i Haderslev er FN, EU og NATO – de institutioner, der er sat i verden for at løse og afværge konflikter samt skabe ramme om samarbejde og udvikling, både i Europa og ude i verden. Topmødet stiller i år spørgsmålet, om institutionerne i virkeligheden er klædt på til opgaverne i dag og hvis ikke, hvad vi så bør gøre?

    Udover udviklingsministeren byder Haderslev Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde på en række andre spændende talere og eksperter, herunder:


    • Andrius Kubilius, tidligere premierminister i Litauen

    • Christian Friis Bach, tidligere udviklingsminister og fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

    • Sven Sakkov, direktør for den estiske sikkerhedstænketank International Centre for Defence & Security

    • Lars Bo Larsen, dansk ambassadør i EU

    • Henrik Breitenbauch, Center for Militære Studier ved Københavns Universitet

    • Claus Mathiesen, Forsvarsakademiet

    • Dennis Kjeldsen, Folkekirkens Nødhjælp

    • Allan Sørensen, Weekendavisen

    • Relevante ordførere fra Folketingets partier

    Om Haderslev Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde
    Haderslev Åbent Sikkerhedspolitisk Topmøde har siden maj 2017 været et folkeligt, åbent sikkerhedspolitisk debatmøde, hvor danskere har fri adgang til at lytte og stille spørgsmål til ledende politikere og eksperter omkring den sikkerhedspolitiske situation i vores del af verden. Årets møde finder sted på Hotel Harmonien den 2. maj fra klokken 12 til 17.

    Program og yderlig information om topmødet på www.haderslevtopmøde.dk. Det er gratis at deltage og billetter fås via hjemmesiden.