Kontakt
Mads Skau
Telefon: 40 78 14 75
E-mail: mskau@haderslev.dk
Thor Lange
Telefon: 40 20 63 02
E-mail: thla@haderslev.dk
Når Haderslev Lysfest i 2026 tænder lys, sker det i en tid præget af krig, konflikter og global usikkerhed. Netop derfor får markeringen af Danmarks befrielse i 1945 en særlig aktualitet.
Verden har ændret sig markant de seneste år. Krig i Europa og andre dele af verden, internationale spændinger og en mere uforudsigelig global situation har skabt en voksende følelse af utryghed. I den virkelighed bliver markeringen af Danmarks befrielse ikke kun et historisk tilbageblik, men også en anledning til refleksion over frihed, fællesskab og ansvar – her og nu.
Haderslev Lysfest 2026 sætter lys på netop de værdier, som befrielsen står for – og som i dag igen minder os om, at frihed ikke kan tages for givet.
“Når vi samles om Lysfesten og markerer befrielsen, minder vi hinanden om, at fred, frihed og forsoning kræver både opmærksomhed og fællesskab. I en tid, hvor verden opleves mere urolig, bliver det endnu vigtigere at holde fast i de grundlæggende værdier, som vores demokrati er bygget på,” siger borgmester Mads Skau.
Den traditionsrige markering kulminerer på Haderslev Kaserne, hvor tusindvis af borgere samles til Danmarks største befrielsesmarkering. Her kobles den historiske fortælling med nutidens perspektiver i en fælles begivenhed, hvor minder, symbolik og fællesskab går hånd i hånd.
“Friheden blev ikke givet – den blev sikret af mennesker, der tog ansvar. Det gør den stadig i dag.” siger oberst Kåre Jacobsen, chef for Slesvigske Fodregiment, som byder velkommen ved markeringen.
Haderslev Lysfest har gennem årene udviklet sig til et samlingspunkt, hvor historie, nutid og fremtid mødes. I 2026 bliver befrielsen markeret med fornyet alvor og aktualitet – som en påmindelse om, at det lys, der blev tændt i maj 1945, fortsat skal holdes levende.
Årets kunstneriske bidrag leveres af sangerinden Johanna Løhde og violinist Alexandru Radu fra Sønderjyllands Symfoniorkester, som sammen med Slesvigske Musikkorps står for de musikalske indslag under markeringen.
Årets lysfesttaler er direktør for Beredskabsstyrelsen, Kenneth Pedersen, der vil sætte ord på sammenhængen mellem samfundssikkerhed, beredskab og de værdier, som Danmarks befrielse repræsenterer.
Hele programmet kan ses på haderslevlysfest.dk
Telefon: 40 78 14 75
E-mail: mskau@haderslev.dk
Telefon: 40 20 63 02
E-mail: thla@haderslev.dk