Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

100.000 kroner i ny pulje til aktiviteter til unge

En ny pulje har set dagens lys i Haderslev Kommune. Ungeudvalget har afsat en pulje på 100.000 kr. til aktiviteter for unge. Puljen har tre frister, og den første er allerede 15. maj. Pengene kan bruges på aktiviteter inden for kultur, idræt eller demokrati.

03. maj 2023

Indhold

    Er du ung mellem 15 og 24 år og bor i Haderslev Kommune, så er der nu penge at hente ved kommunen, hvis du vil lave en aktivitet for unge.

    Ungeudvalget har afsat en pulje på 100.000 kroner i 2023, der kan søges tre gange i løbet af året. Første frist er den 15. maj.

    ”Ungepuljen er afsat for at støtte de unges egne, gode idéer. Vi vil gerne skabe flere aktiviteter for unge i kommunen, men vi tror på, de selv er bedst til at finde på de aktiviteter, og at de også bliver bedst, hvis de selv fører dem ud i livet”, siger Marie Skødt, der er formand for Ungeudvalget i Haderslev Kommune.

    Ungepuljen er en videreførelse af kommunalbestyrelsens arbejde med borgerbudgettering, der er udbredt i landdistrikterne. Senest er borgerbudgettering blevet brugt til at skabe aktiviteter i Haderslev og Starup med Forår på Havnen som det seneste gode eksempel.

    Aktiviteterne, der kan søges til, skal være offentligt tilgængelige. Pengene må bruges på honorarer, leje af lokaler og andet udstyr og andre udgifter til aktiviteten. De må ikke bruges på alkohol eller generere et overskud til arrangøren.

    ”Vi glæder os meget til at se, hvordan de unge tager imod Ungepuljen. Det vigtigste for os er, at aktiviteten støtter og udvikler fællesskaber, og at det skal være simpelt og nemt for de unge at søge”, siger Marie Skødt.

    Hvis du, eller unge, du kender, har brug for hjælp til at søge puljen, står Haderslev Kommunes uddannelseskonsulent, Irene Aggedam, klar.

    Link til ansøgning og hjælp til at søge kan findes på haderslev.dk/ungepuljen

    Puljen kan søges tre gange i 2023 med frist 15. maj, 15. august og 15. oktober. Aktiviteterne skal være afholdt senest 22. december 2023.

    Kontakt

    Formand for Ungeudvalget

    Marie Skødt

    Uddannelseskonsulent

    Irene Aggedam