Gå til hovedindhold

Nye lokaler skal styrke unges lyst til at lære med hænderne

Haderslev Ungdomsskole rykker ind i lokalerne på Unionvej 3, der er blevet transformeret til et moderne læringsmiljø med plads til, at unge kan prøve kræfter med alt fra håndværksfag til madlavning og beauty.

9. nov. 2026

Indhold

    Efter flere måneders ombygning kan Haderslev Ungdomsskole nu åbne dørene til de transformerede og topmoderne lokaler på Unionvej 3 i Vojens.

    Flytningen til Unionvej kommer efter, at vi sidste år solgte Ungdomsskolens tidligere lokaler på Tingvejen 2. Herefter skulle vi finde nye lokaler til Ungdomsskolen, og Kommunalbestyrelsen valgte at investere i en omfattende omdannelse af lokalerne på Unionvej, som driftsafdelingen tidligere har brugt.

    Transformationen af de tidligere driftslokaler er sket på mindre end et år og har forvandlet de gamle lokaler til lyse og topmoderne undervisningslokaler.

    De nye lokaler rummer omkring 1.000 kvadratmeter og får en vigtig rolle i arbejdet med at skabe flere praktiske læringsmuligheder for kommunens unge.

    Lokalerne på Unionvej 3 skal blandt andet være base for Den Lille Håndværker og Juniormesterlære. Her kan elever prøve kræfter med en lang række håndværksfag og få erfaring med at arbejde med hænderne.

    Ud over en række forskellige værksteder er der også et stort undervisningskøkken, beauty-lokaler til både hår og negle samt fællesområder med bordtennis og bordfodbold.

    "For knap et år siden traf vi beslutningen om at gå med den løsning, der gav de bedste rammer for de unge. I dag kan vi se resultatet, og jeg synes, det er blevet rigtig godt. Her har vi skabt nogle faciliteter, der giver plads til både læring, fællesskab og nye oplevelser," sagde borgmester Mads Skau ved indvielsen.

    En investering i Vojens og i fremtiden

    Med investeringen i transformationen af lokalerne på Unionvej 3 har politikerne også valgt en løsning, hvor man genanvender eksisterende materialer til nye formål.

    Samtidig er transformationen et godt eksempel på, hvad man kan udføre gennem godt håndværk. Nu skal lokalerne danne rammerne for, at den næste generation kan prøve håndværksfagene og dygtiggøre sig.

    "Noget af det vigtigste, vi kan investere i, er vores unge. Her får unge nye muligheder for at lære, udvikle sig og finde deres egen vej. Her kan unge lære med hænderne og få øjnene op for håndværksfagene. Det er vigtigt. For vi får brug for dygtige håndværkere i fremtiden. Det er dem, der bygger vores byer, holder Danmark kørende og gør skitser og visioner til virkelighed," siger Mads Skau.

    Til sidst sendte Mads Skau en stor tak til alle, der har været med til at gøre transformationen mulig, og glædede sig over, at unge og undervisere nu kan tage lokalerne i brug.

    "Vi politikere kan skabe rammerne. Det har vi gjort nu. Men det er de unge og vores dygtige medarbejdere, der fylder rammerne med liv, fællesskab og gode oplevelser."