Forslag til kommuneplan 3-2025 og lokalplan 14-5 Boligområde ved Søndre Tværvej
Haderslev Kommunalbestyrelse godkendte den 27.08.2025. forslag til kommuneplantillæg 3-2025 og lokalplan 14-5 Boligområde ved Søndre Tværvej, som hermed sendes i offentlig høring i otte uger.
Planforslaget er udarbejdet på baggrund af interesse og efterspørgsel på nye boligtyper i Haderslev Kommune, derfor har kommunen fået udarbejdet en lokalplan i samarbejde med bygherre for Søndre Tværvej 4, Ørsted, 6560 Sommersted.
Formålet med lokalplanen er at muliggøre opførelsen af parcelhuse med tilknytning til hestepension indeholdende stald og ridebane indenfor lokalplanområdet. Boligerne er tiltænkt at tiltrække nye borgere fra de store byer med interesse for heste, og som værdsætter de landlige værdier og gerne vil indgå i fællesskaber og bosætte sig i landdistrikterne, samt andre der kan have interesse i at indgå i et fællesskab omkring heste. Lokalplanen skaber en overkommelig måde at kunne bosætte sig i landlige omgivelser uden at skulle kaste sig ud i at købe en nedlagt gård, med al den vedligeholdelse der hører med og samtidig holde heste.
Kommuneplantillægget og lokalplanen kan findes under "Relevante dokumenter".
Miljøvurdering
I henhold til § 10 i lov om miljøvurdering af planer og programmer samt af konkrete projekter (VVM) er der truffet afgørelse om, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.
Screeningen viser at lokalplanen/kommuneplantillægget vil resultere i nogle få sandsynlige
miljøpåvirkninger, der dog vurderes ikke at være væsentlige. Samlet set vurderer Haderslev Kommune, at
gennemførelse af planlægningen ikke vil have en væsentlig indvirkning på miljøet i lovens forstand. Der
udarbejdes derfor ikke en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af
konkrete projekter (VVM).
Klagevejledning til afgørelsen findes i selve afgørelsen. Afgørelsen kan findes som en pdf-fil under relevante dokumenter.
Høringsfrist
- 03. sep. 2025 - 29. okt. 2025
- 12:00 -23:59
Sådan behandler vi dine oplysninger
Når du indsender et høringssvar til Haderslev Kommune, skal du angive dit navn, adresse, mail og telefonnummer. Navn og adresse offentliggøres sammen med dit høringssvar, mens mail og telefonnummer er til intern brug. Læs mere om, hvordan vi behandler og opbevarer dine oplysninger på haderslev.dk/databeskyttelse.
Hvis en høring efterfølgende skal politisk behandles, vil dit høringssvar, navn og adresse desuden fremgå i et høringsnotat (bilag) på vores dagsordensportal: Dagsordener og referater - Haderslev Kommune.
Aktindsigt
Høringssvar er omfattet af reglerne om aktindsigt. Læs mere på haderslev.dk/aktindsigt.
Adresse- og navnebeskyttelse
Hvis du har adresse- eller navnebeskyttelse og dermed ikke kan bruge portalen, skal du sende dit høringssvar til teknikklima@haderslev.dk. Dit høringssvar vil stadig blive offentliggjort i høringsnotatet, men beskyttede oplysninger offentliggøres ikke.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål, kan du kontakte os på teknikklima@haderslev.dk.
Kommentarer (2)
Høring vedrørende:
Høringsskabelon - Plan - KP og LP
Høringssvar
Museum Sønderjylland - Arkæologi | Sagsnr.: 25\/7621 Til Haderslev Kommune Jeg sender hermed Museum Sønderjylland - Arkæologis svar på offentlig høring af forslag til lokalplan 14-5 Boligområde ved Søndre Tværvej. Museet har noteret, at vores arkæologiske udtalelse delvist er medtaget i planforslaget på s. 17. Vi ser dog gerne, at afsnittet udvides med en tilføjelse museumslovens bestemmelser ved forundersøgelse mv. Jeg foreslår derfor, at dette indsættes imellem de to eksisterende afsnit: "Museet anbefaler derfor en frivillig arkæologisk forundersøgelse. Forundersøgelsen vil kunne afsløre, om der findes væsentlige, jordfaste fortidsminder på planområdet, og om de har en sådan karakter, at de skal udgraves, inden de ødelægges ved anlægsarbejdet. Da planområdet overstiger 5000 m2, skal udgifterne til forundersøgelse - jf. Museumslovens § 26.2 – afholdes af bygherre. Hvis forundersøgelsen viser, at der findes fortidsminder på arealet, skal disse udgraves, inden de ødelægges ved anlægsarbejdet. I nogle tilfælde er det dog muligt at ændre ved jordindgrebet, så en udgravning ikke bliver nødvendig. Er det ikke muligt, vil udgravningen skulle finansieres af bygherre." Vi har ingen yderligere bemærkninger.
Navn
Mette Sørensen
Virksomhed/organisation
Museum Sønderjylland - Arkæologi
Adresse
Dalgade 7